Pas på tænderne – særligt når du tager medicin
Meget medicin går ud over tænderne. Ofte er mundtørhed den største – og mest alvorlige bivirkning (mundtørhed nedbryder tænderne). Andre typer medicin kan give mundsvamp og få typer antibiotika kan misfarve tænderne.
Mundtørhed som bivirkning på medicin
Meget af den medicin mange ældre får hver dag på grund af aldersbetingede lidelser, påvirker spytkirtlerne, så spytproduktionen bliver nedsat. Det kaldes mundtørhed. Det gælder bl.a. antidepressiv medicin, medicin mod forhøjet blodtryk, diabetes-medicin og astma-medicin.
Det vigtige spyt
Spyttet har nogle meget vigtige egenskaber i munden. Spyttet beskytter nemlig mundslimhinden og tænderne mod mekaniske og kemiske påvirkninger og mod infektion. Det er bl.a. fordi spyttet virker antimikrobielt, det vil sige at de enzymer, det indeholder, hjælper med at opløse og fjerne madrester. På den må hjælper spyttet med at begrænse antallet af huller i tænderne (caries).
Spyttet smører desuden munden så det bliver lettere at tygge og synke maden, og så det også bliver lettere at tale. Spyttet er også vigtigt for smagssansen og smagsoplevelsen. Endelig er spyttet også med til at bære næringsstoffer og fordøjelsesenzymer, og har derfor stor generelt betydning for dit velvære og din livskvalitet.
Følgevirkningerne ved mundtørhed
Hvis din medicin gør dig mundtør, kan det derfor have store konsekvenser. Det kan betyde mange og store huller i dine naturlige tænder, tandkødsbetændelse, og at du risikerer at få infektioner – specielt svamp. Det kan også betyde, at slimhinderne bliver ekstra følsomme, og at tyggeevnen bliver påvirket ved fx at maden klistrer fast i munden. Mundtørhed kan desuden skabe nedsat synkevene, nedsat taleevne, problemer med proteser og sågar forstoppelse.
Hvis du vil tjekke om, du har mundtørhed skal du mærke med en finger (eller bagsiden af tandbørstehovedet) forsigtigt på indersiden af kinden. Hvis fingeren eller tandbørsten hænger fast, er det tegn på mundtørhed. Hvis fingeren eller tandbørsten glider glat, er der ikke tegn på mundtørhed.
Strålebehandling og tænder
Patienter med hoved- og halskræft har ofte dårlige tænder. I en engelsk undersøgelse viste det sig, at ud af 100 patienter havde 70 patienter parodontose, og af dem havde 50 patienter tandkødslommer på over 6 mm. 60 af de 100 patienterne havde en eller flere tænder med caries (huller). Det er derfor vigtigt, at kræftpatienter er opmærksomme på mund- og tandproblemer under og især efter kræftbehandlingen. Husk, at du kan søge om tilskud til tandpleje, hvis man fx. får strålebehandling – læs mere her.
Ofte vil du opleve, at strålebehandlingen er gået ud over munden efter kun to ugers strålebehandling. Det kan du fx se ved at elasticiteten i tyggemusklerne bliver dårligere – nogle har bl.a. svært ved at gabe – og at din tunge og dit tandkød er ømt og rødt, og at du nemt udvikler sår i munden. Strålebehandling giver også nedsat spytproduktion, som igen giver mundtørhed og huller i tænderne. For de fleste vil spytproduktionen kun være nedsat, når de får stråling, og så vil den genetablere sig efter et par måneder. En anden bivirkning ved strålebehandling er, at din evne til at smage kan blive påvirket.
Mundsvamp og tænder
Mundsvamp er en infektionssygdom, som ofte kommer af mundtørhed eller ved vitamin- og blodmangel. Du kan også udvikle mundsvamp, hvis du har et højt sukkerforbrug, ryger meget eller har dårlig protesehygiejne. Ofte vil det også være en bivirkning, hvis du tager antibiotika. Hvis du er i tvivl om du har fået en svampeinfektion, skal du se efter sår i mundvigene, revner (specielt) i underlæben, hvide belægninger på mundslimhinden, røde, tørre og blanke slimhinder, og sviende og brændende smerter.
Medicin, der misfarver tænderne
Antibiotikaet Tetracycliner er kendt for at misfarve tænderne.
Nyttige links
Apotek.dks folder om mundtørhed
Netdoktor.dk: “Stråleskader på tænder og i munden”
Tilskud til stråleskader
Netdoktor.dk: “Svamp i mundhulen”
Pro.medicin.dk: Antibiotikatyper, der misfarver tænderne